Nogle sandsten bærer synligt præg af deres fortid og den udvikling de har været igennem fra at være løst sand til at blive en decideret sandsten. –En udvikling der i nogle tilfælde tager millioner af år. Sandstenene hos Sandstone er ingen undtagelse og iblandt dem ses både prikker, striber og det vi kalder fossiler, som alt sammen er aftryk af forskellige processer stenen har været igennem.
Et rigtigt fossil er, per definition, resterne, forsteningen eller aftrykket af en fortidslevende organisme.
De forgrenede, planteaftryks-lignende mønstre, som hos Sandstone og andre steder kaldes fossiler, er noget lidt andet, men ikke desto mindre et spændende fænomen, der på samme måde, som rigtige fossiler, repræsenterer fortiden. Disse aftryk hedder dendritter.
Dannelse af dendritter
Under begravelsen og sammenpresningen af en sandsten bliver sandkornene presset ned i jordskorpen og vil på nogle tidspunkter befinde sig i nærheden af eller under grundvandspejlet. Hér vil der i lang tid cirkulere vand imellem sandpartiklerne. Så længe stenen har en eller anden grad af porøsitet – altså porerum i sig og hvis stenen er permeabel – altså at porerummene er forbundet , kan der i princippet cirkulere vand.
Det cirkulerende vand bærer som regel en hvis koncentration af opløste mineraler, metaller og salte, som for eksempel jern, mangan, svovl og kalcium og natrium.
Når vandet lokalt bliver mættet med et stof vil det stof udfælde sig. Det fænomen ser man normalt i hjemmet, når for eksempel elkedlen skal afkalkes fordi kalciumkarbonat (CaCO3) har udfældet sig eller omvendt når bordsalt (NaCl) opløses i spaghettivand.
Når vand der er rigt på mangan cirkulerer igennem en sandsten og vandet på et tidpunkt mættes, vil mangan udfælde sig som manganoxid (MnO2). Det sker i porerum i stenen, og dér hvor der er relativt god plads, vil udfældningen fortsætte og resultere i smukke udstrakte krystalvækster, som er dem vi kalder dendritter.
Hvorfor ligner det et plantefossil?
Der hvor stenen er mest permeabel, er der hvor der vil være mest gennemstrømning af vand og dermed også størst sandsynlighed for udfældning af manganoxid. Det er derfor, vi for det meste ser dendritterne på sandstenens lagdelingsflader.
Her vokser krystallerne i fraktaler på samme vilkår som iskrystaller på en rude i frostvejr. Ligesom for iskrystaller, hvis størrelse og form er betinget af mængden af fugt og pladsen at vokse på, er det tilførslen af manganoxid og pladsen til at vokse, der betinger den endelige krystalform for mangandendritterne. Fordi pladsen at vokse på stort set er begrænset til sandstenens lagflader og at udfældningen af manganoxid er dynamisk får mangandendritterne de asymmetriske, forgrenede former ligesom isblomster på en rude.
Den forgrenede struktur er samtidig også det, der har givet krystalfænomenet navnet dendrit, som kommer af det græske ”dendron”, som betyder træ.
Dendrittisk mangan som ses på især sandstenen, der hos Sandstone kaldes Sahara, er almindelig på både på lagdelingsflader i sandsten og kalksten og betragtes af mange som et smukt og pudsigt aftryk fra stenens fjerne fortid.
Sandstone.dk