Vind, vand og is – Lidt om hvordan sand opstår og flytter sig

Geologisk Sidespor | Kategori


I tidligere indlæg er rammen for aflejring af sand blevet beskrevet, herunder sedimentære bassiner, tektonik, mineralsammensætning og udviklingen af en sandsten. Til historien hører også, at der er flere måder, sand bliver transporteret på og flere forskellige steder, det kan aflejres. Det eksempel, der er anvendt mest på bloggen hér er vandtransport via floder mod havet, men der er andre muligheder.

 

Sand er, som tidligere beskrevet, et erosionsprodukt fra når vand, vind og is eroderer bjerge såvel som andre dele af jordoverfladen.

Vand, i form af nedbør, som enten regn eller smeltet sne, eroderer højere liggende landområder og transporterer erosionsfragmenter nedad i vandløb, der igen samler sig i større floder, der transporterer materialet ned mod have og søer. Afhængigt af hvor langt materialet når, ender det som enten fluviale, marine eller lakustrine aflejringer, som er aflejringer i henholdsvis flod, hav og sø.

 

Vand

Det er mængden af vand og størrelsen på vandløbene, der afgør vandstrømmens styrke og dermed hvor meget materiale og hvor store fragmenter, der transporteres. Derfor vil man i floder generelt  få aflejret grovere materiale, der også er grovere sorteret i forhold til have og søer. Med grovere sortering menes der mange forskellige kornstørrelser, lige fra sand til store sten. Sandsten, der består af fluviale aflejringer er derfor typisk kendetegnet ved at indeholde større sten og andre mineraler end kvarts, som for eksempel den lyserøde alkalifeldspat.

Det finere og bedre sorterede materiale vil nå til enten søer eller havet, hvor der igen foregår omlejring ved hjælp af bølgebevægelser og havstrømme.

Det er de hårdeste mineraler, hovedsageligt kvarts, der udgør størstedelen af de sedimenter, der når hele vejen til stranden ved sø eller hav. De marine eller lakustrine aflejringer vil være udgjort af sand i store mængder, hvor de aflejres langs strandbredden og et godt stykke havværts, men som vandet bliver dybere og strømmen og bølgeaktiviteten bliver svagere, vil det kun være de mindste erosionspartikler, der er tilbage i vandtransporten. Disse partikler er lermineraler og de allermindste kornstørrelser. De aflejres på den dybe hav- eller søbund og er det, der med tiden udvikler sig, først til lersten og under nok tryk og temperatur, til skifer.

Is

Udover vand kan is også transportere ret så store mængder materiale med sig. Det sker når gletsjer-is presses ned over bjergsider og breder sig ud, under sidste istid, over flere hundrede kvadratkilometer. Isen, der kan være flere hundrede meter tyk presser terrænet ned og river grus, sand, sten og ler med sig, mens den bulldozer sig af sted og skubber materiale foran sig. Når isen smelter, aflejres materialet. Det er disse processer, der har skabt det danske landskab og det er istidens sand og grus vi finder i vores grusgrave.

Glaciale aflejringer er som regel relativt unge, dem i Norden ikke mere end et par hundrede tusind år, så de er ikke tilstrækkeligt sammenkittet til at udgøre en reel sandsten. Meget af det er stadig helt løst.

 

Vind

Vind er måske ikke den stærkeste erosionsmekanisme, men kan til gengæld transportere det fineste sand over lange afstande. Saharaørknen er et godt nutidigt eksempel på et kæmpemæssigt areal, hvor vindtransporteret sand har akkumuleret sig i kæmpemæssige sandklitter. Æoliske sandaflejringer er kendetegnet ved kuglerunde finslebne kvartssandkorn og består nogle steder i flotte formationer med store skrålejringer, for eksempel de kendte røde sandstensørkner i Utah og Arizona i USA.

 

Størstedelen af jordens sandsten er marine og derfor er størstedelen af de sandsten vi anvender i byggeri også marine. Det gælder også sandstenene fra Sandstone Natursten, som blev skabt i et lavvandet hav i Indien for 1 milliard år siden. Dem kan du læse historien om hér.