Pladetektonik og skabelsen af et stenbrud

Firmanyt | Kategori


 

De sandsten, der anvendes i byggeri fra nyere tid er typisk mellem 700 millioner og 5 millioner år gamle og er derfor både godt sammenkittet og sammenpresset efter mange års begravelse samt eventuelle høje tryk og temperaturer i forbindelse med at have været involveret i bjergkædedannelse.

Det er nemlig meget normalt at sedimentære aflejringer som sandsten kommer med ind i maskineriet, når to kontinenter møder hinanden. Sådanne begivenheder medfører også det opløft af landmasser, som i sidste ende gør, at man kan finde marine sandsten og kalksten langt oppe over havniveau, hvor vi belejligt nok også har mulighed for at etablere stenbrud.

De fleste er bekendt med begrebet pladetektonik. Pladetektonik er den mekanisme i jordens skorpe, der får jordskorpens stykker – eller plader som vi kalder dem – til at flytte rundt og omarrangere sig hele tiden. Jorden består af en indre og en ydre kerne, en kappe og alleryderst en skorpe som er fast. Resten af Jordens interiør er af plastisk eller decideret flydende karakter, og på grund af varme fra kernen opstår der derfor konvektion når varmen transporteres udad. Bevægelserne forplanter sig hele vejen ud til den kølige og faste skorpe, som jo, fordi den er fast, er relativt rigid og derfor reagerer ved at bryde op – deraf tektoniske plader. Grænsen mellem to plader kan enten være konvergent – når pladerne bevæger sig mod hinanden,  divergent – når de bevæger sig fra hinanden og tranform –  når pladerne bevæger sig sideværts langs hinanden.

Groft sagt består skorpen af to forskellige kategorier af bjergarter; oceanskorpe og kontinentalskorpe. Kontinentalskorpe er tyk, lys og let og omfatter blandt andet granit, hvorimod oceanskorpen er tynd, mørk og tung og omfatter bland andet basalt.

Når to plader kolliderer vil den tungeste plade naturligt nok synke ned under den lette i det vi kalder en subduktionszone. Det er det der sker når en kontinentalskorpe og en oceanskorpe kolliderer, hvor den tunge oceanskorpe synker ned under kontinentalskorpen. Den kollision fortsætter så længe, der bliver skabt ny oceanskorpe i den anden ende af pladen. Et eksempel er hele den vestlige kyst af Sydamerika, som er én lang subduktionszone, hvor stillehavspladen synker ned under den sydamerikanske plade. Stillehavspladen bliver hele tiden fornyet langs Stillehavsryggen som ligesom den Midtatlantiske ryg er en lang revne i oceanskorpen, hvor der hele tiden kommer nyt materiale op fra jordens kappe. Dette er et eksempel på en divergent pladegrænse. Det er disse mekanismer der gør at jordens skorpe hele tiden flytter sig rundt og bliver fornyet.

Når to kontinentalskorper, som er lige lette, støder sammen, foregår der en fortykning af skorpen og der dannes enorme bjergkæder som f.eks. Himalaya, Alperne og Rocky Mountains.

På den måde er de tektoniske processer der sker efter aflejring og begravelse af en sandsten med til at skabe den endelige sandsten og dens beliggenheden.

De sandsten, der forhandles hos Sandstone Natursten er fra det nuværende Indien. De blev aflejret for omkring 700 millioner år siden i et lavvandet hav inde på kontinentet. Det var den type sedimentære bassin, man kalder et rift-bassin, som bedst kan sammenlignes med den Østafrikanske Rift i dag. 700 millioner års efterfølgende tektoniske processer, heriblandt skabelsen af Himalayabjergene, har medført at de indiske sandsten i dag befinder sig ca. 400 m over havniveau.

Aflejringen af sandstenene fandt sted i forbindelse med Indiens løsrivelse fra superkontinentet Gondwana for 100 millioner år siden. Det var hér at det intrakontinentale riftbassin udviklede sig på grund af det stræk som jordskorpen blev udsat for. Når jordskorpen strækkes opstår der revner i form af f.eks. forkastninger, samt det vi ser som kæmpemæssige lavninger i jordskorpen, der hvor den bliver strakt tyndere. Det sker de steder, hvor jordskorpen har svagheder i forvejen og dér hvor svagheden er størst, vil kontinentet gå fra hinanden.

Efter bruddet med Gondwana vandrede Indien nordpå for til sidst at kollidere med Eurasien for ca. 50 millioner år siden. Det blev skabelsen af Himalayabjergene.

Derfor befinder sandstene sig i dag, der hvor de gør, og de vil blive ved med at flytte sig, så længe jordens skorpe er domineret af pladetektonik.