Forårsrengøring i udstillingshaverne

Pleje | Kategori


Endelig er sneen væk og vintergækkerne kommer frem. For os er det et tegn på at udstillingen kan gøres forårsklar.

Vi begynder med at vaske alle belægninger med højtryksvasker med børste på, det er kun de sidste par år, at vi har brugt en børste – en såkaldt terrassevasker. Før brugte vi bare dysen, men den sprøjtede op på væggene, så vi er ret glade for børsten. Vi bruger ikke noget vaskemiddel, bare vand. Vi lavede engang et forsøg med at vaske med forskellige slags sæbe men der var ikke forskel på resultatet så siden da har vi kun brugt vand. Når man vaske på en belægning med fuger fyldt med stenmel eller en anden ‘løs’ fuge er det næsten umuligt ikke også at få vasket noget af fugematerialet op, derfor skifter vi igen i år nogle af fugerne til ‘faste fuger’ dvs et 1-komponent fugemiddel som hæmmer ukrudt og letter vedligeholdet.

Vi har stadig lidt græsplæne tilbage i udstillingen og da græsset ikke vokser når temperaturen er under 0 grader, og vi er mange mennesker, der træder de samme steder på græsset, bliver det meget hurtigt pladret, og det kommer med ind på belægningerne. Det kan ikke undgås, og så er det jo dejligt, at det er både nemt og hurtigt at vaske belægningerne.

Man skulle måske tro at mudrede fodspor ses mest på en lys terrasse men det er ikke tilfældet, det er Black Limestone og skiferbelægningerne, der først ser snavsede ud, de sidste man ser mudder eller grus aftryk på er Sahara Sandstenen og Dark Sandstone.

Bedene luges og alt vissent materiale fjernes, påskeklokkernes blade klippes af og græsset rives godt igennem, så er vi forårsklar!