Tænk, en lørdag fik vi fint besøg af en lille pige, hun var med forældrene ude at besøge udstillingen og kigge efter nye sandstensfliser til terrassen. Den lille pige gik bare og ventede på at komme videre til børnefødselsdag og havde sit fineste prinsesse dress på!
Hun kunne ikke stå for den nye sti gennem Rosenhaven og spurtede afsted fra flise til flise og jeg var hurtig med mobilen og snuppede et par billeder, for det så bare skønt ud! Heldigvis fik jeg lov til at bruge de skønne billeder her på siden.
Rosenhaven er nu færdig, belægningen er de store 60×90 cm fliser i farven Sand, stien har fået kuber og den gamle sandstensbænk er også kommer hertil – det er dejligt at få samlet både bænk og kuber, og det ser rigtig godt ud at der både er nogle store robuste ting og fliserne. Læs mere om Rosenhaven her.
Beplantningen skal have lidt tid inden den er rigtig god og groet sammen, især fordi det alt sammen er eksisterende planter fra haven, der bare er delt og plantet. Væggene er et mix af taks, buksbom og Rhododendron – det lyder rodet men det bliver fantastisk når det engang bliver klippet til store bløde organiske former! De store roser bl. a. Constance Spry, vælter ud over det stedsegrønne og gør det frodigt og uformelt. Stauderne i bunden er prydgræsser Transparent, Pæoner Duchess de Nemours, løvehaler, påskeklokker og Hosta. De store terracotta krukker er fyldt med blå Agapanthus.