Havegangen, Sorø

Store fliser i farven Sand Sandstone samt kuber, chaussésten og rumlede brosten.

Havegangen blev etableret i foråret 2017, der skulle graves i forbindelse med en brønd, og så kunne vi lige så godt få lagt Sand Sandstone på sin egen plads. For enden af Havegangen ligger et lille areal med vores fineste flise, nemlig Silk Sandstone stenen.

I Sand er de lyse farver dominerende og her er ingen fossiler, men meget få streger og striber i stenene. Farvetonerne svinger fra helt hvide, over forskellige gule og rødlige til grønne toner – fælles for dem alle, er de lyse nuancer. Overfladen er normalt kløvet men de store soldaterfliser lagerføres også med den fine silk overflade.

I udstillingen er de store fliser flankeret af sandstenskuber i forskellige højder med store krukker med Agapanthus. Vi har lavet en lille sidesti med de slidte brosten, et stykke af denne sti er sat i små skærver, hvor der er vandet lidt jord ned i skærverne og plantet trædebregner i fugerne – på den måde har vi lavet et lille stykke belægning der kan afvande stien, en såkaldt permeabel belægning.

I denne lille have har vi valgt de store sandstensfliser, og vi har lagt dem i 2 rækker så stien bliver 120 cm i bredden. Det er en god stibredde rundt i en have, Her er rigtig god plads til én person eller til 2 der holder i hånd – 2 mennesker der ikke kender hinanden skal bruge en sti der er bredere for at synes om at gå ved siden af hinanden, hvis du vil se en sti der er lidt bredere, så kig på vores sti i black hvor stien er 180 cm. Her ligger 2 sandstensfliser på 90 cm ved siden af hinanden.